fredag den 24. juni 2016

Aftentur i Lillebælt - dag 5 - 41 km - 226 km

Tænk - det blev Fænø Kalv vi landede på!

Morgenen var stille i Bogense. Dagen handlede om at komme til Lillebælt - men ikke for hurtigt, for strømmen var først gunstig senere på dagen. Så vi gav os god tid til at ryste inderteltet og sån ordne ting og have god tid til morgenmaden. Vi faldt i snak med lidt naboer. Anita og hendes mand lånte os igen luxusstolen. Min powerbank blev lagt til opladning hos et par andre naboer. Majken og Thomas roer selv lidt kajak og pønser på at ta til Æbelø en dag. Majken var så betænksom at stille tørrestativet med alt mit våde tøj ud da solen kom. Da jeg kom for at hente det havde hun smurt den sødeste madpakke med et par lækre grovboller fra bageren med ost og chokolade og en lagermands regnbuestang og skrevet "god tur" og smiley ....det var bare så fint. Desværre ting jeg ikke kan tåle men jeg fik blanke øjne og sagde tak for at hun havde gjort det bare fordi ...

Under morgenmaden tænkte jeg over at jeg tror, at når vi møder mennesker der er triste eller kede, så tror jeg ikke man skal ta tristheden fra dem - men bare være lige der ved siden af - så man ikke både skal være trist og forkert og alene. Og jeg tror det samme gælder om sorg og vrede og mismod og ...sån. Tror jeg.

Jeg fik tingene ned til vandet og skulle til at pakke - og der sad en kvinde på trappen. Vi hilste lidt - og jeg så at hun havde den smukkeste guldengel om halsen. "Det er min mand" sagde hun. Han døde i februar efter 3 ugers kræftsygdom. Han roede meget kajak. Den var rød. Det var hans cykel også. Hun fortalte så stille og varmt.... og det var godt at høre.

Majken og Anita og hendes mand kom ned og vinkede og vi lagde ud - i en del vind som mest kom forfra.
Planen var at nå Lillebælt tidligst kl 15. Jeg skal indrømme at lige Fredericia Havn har været en af de ting der har fyldt meget. Planen var at gøre det modsatte af for 2 år siden og denne gang krydse fra Strib fyr til lige nord for Fredericia havn og så gå syd forbi havnen. Men det er en stor havn og de store skibe ligger ved åbne kajer - kan mærke jeg har tænkt en del over det.
I en pause skrev jeg til Catherina som er min veninde siden jeg var 20. Jeg spurgte hende om hun gad at sende en engel og hun skrev med det samme at hun sendte en hel flok! Samtidig lå jeg og sang på den gamle velsignelse min mor gav mig med på turen sidste år, om fred og fremtid og håb. Og pludselig mærkede jeg at vi bare kunne ta den fra Strib fyr til lystbådehavnen som ligger syd for den store havn - og det gav bare fred.
Og jeg mærkede at forbi-havnen løsningen mere var noget stædig-stolt noget, og det er ikke godt at ro kajak på! For mig!

Vi kom til Lillebælt - smukke smukke Lillebælt - og så fisken her på en af klinterne på Fynssiden.
Inden vi krydsede blåste pludselig et marsvin 3 m bag os. Og kort efter kiggede en sæl på os - og flere marsvin lå lidt ude. Man blir altid glad om hjertet af det og det føles altid som et godt varsel.
Alt gik fint. Vi var lidt flade efter mange lange dage men Lillebælt ER så fint og fuld af strøm og ting. Uden varsel kan hastigheden pludselig øges med 3 km/t. Det er spændende.
Vi er landet på Fænø Kalv - ikke helt alene. Der er er tysk par også, men øen er stor nok. Og lidt eventyrlig.
I morgen ligner det regn - der er røget en teltstang - men her er så fint og stille og smukt og vi glæder os til Jylland i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar