mandag den 20. juni 2016

Af sted - dag 1 - 10 km

Der er regnfuldt og rigtig fint på spidsen af Asnæs hvor vi er landet!

Egentlig var planen at lægge i ved Kalundborg kl 7 i morges - men i sidste øjeblik ændredes fcoo's udsigt og 10-12 m/s lige i hovedet næsten hele første dag ...det er ikke fedt.
Min far og mor hentede Mille og mig ca 1430 og tøffede ud af Kbh med myldretrafikken. Lidt i halvfem kom vi til den lille plet tæt på Vestre Havnevej 24 hvor Mille og jeg gik i land d. 30. juni for 2 år siden. Der er sket meget siden da. Både Mille og jeg var ret nye dengang - kun ca et år gamle - og havet var meget meget stort. I dag er det kun meget stort.
Mine forældre hjalp os ned og kiggede ret overrasket over at ALT det virkelig ku være i Mille. Tak - far og mor - for at køre os og vinke farvel! Det gjorde hjertet varmt.

De første 2 km var tværs over havnen med 8-10 m/sek i hovedet, og med en finne der nåede at sætte sig en smule da vi satte i. På sydsiden var der læ og vi fik løsnet finnen og satte kursen mod vest....og der var så fint! Et par skibe lå i fjorden og skævede til os - der var en del skarver og hejrer - og så er der skoven som breder sine kroner ud på toppen af skrænterne og fuglesangen gav ekko mellem trætoppene.
Dagens mål var bare at komme af sted og nå 10 km - i morgen stikker vi rundt om pynten (vestligste punkt er ca 1,5 sømil herfra) og sydpå mod Storebæltsbroen - den glæder vi os til at gense.
Udenfor regner det og Mille ligger og blir så fin - hun smiler og nynner stille og er glad for at være på tur igen.
Maden er færdig og det blir godt at få noget varmt ...mens vi lytter til lærken som har aftenkoncert udenfor!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar